En kollega siger noget dumt. Din partner gør noget, du synes er urimeligt. En person på tv virker selvoptaget. Nogen på sociale medier irriterer dig.
Måske siger du kritikken direkte. Måske fortæller du bagefter din partner eller en ven om personen. Eller måske fortsætter diskussionen bare inde i dit eget hoved.
Du bryder dig måske ikke om at være så kritisk. Samtidig kan det være svært bare at lade tingene ligge. Hvis nogen har gjort noget, der påvirker dig, kan du have brug for at fortælle om det, før du kan give slip.
Hvordan giver du plads til din irritation og får bearbejdet det, der er sket, uden at dit liv og dine relationer kommer til at handle for meget om alt det, andre gør forkert?
Det er menneskeligt at vurdere andre
Vi vurderer hele tiden mennesker og situationer.
Er det rimeligt? Kan jeg stole på personen? Er det, der sker, i orden?
Og nogle gange er vores kritik berettiget. Mennesker kan opføre sig egoistisk, respektløst eller hensynsløst. Kritik kan fortælle os, at noget ikke fungerer, eller at en grænse er blevet overskredet.
Derfor er det interessante spørgsmål ikke kun:
Har jeg ret i min kritik?
Men også:
Hvad sker der med mig, når jeg bliver optaget af den?
For selv en berettiget kritik kan ende med at fylde langt mere i vores liv, end den behøver.
Hvad får vi ud af at kritisere?
Der kan være en lille tilfredsstillelse i at tænke:
“Hun er godt nok selvoptaget.”
“Han aner jo ikke, hvad han taler om.”
Når problemet placeres hos den anden, kan vores egen position et øjeblik føles mere sikker.
Men kritikken kan også beskytte os mod andre følelser.
En kollega får stor ros, og du mærker måske et stik af utilstrækkelighed. Kort efter tænker du:
“Ja ja, men hun er altså heller ikke særlig dygtig.”
Eller din partner gør noget, der får dig til at føle dig overset, og tanken kommer:
“Du tænker simpelthen kun på dig selv.”
Under irritationen kan der blandt andet ligge skuffelse, usikkerhed, misundelse, afmagt, sorg eller følelsen af ikke at blive set eller respekteret.
Det betyder ikke, at kritik altid dækker over noget andet. Nogle gange opfører mennesker sig ganske enkelt dårligt.
Men hvis bestemte mennesker eller egenskaber igen og igen vækker stærke reaktioner i dig, kan det være interessant at spørge:
Hvad er det præcis, jeg reagerer på – og hvorfor betyder det så meget for mig?
Når du har brug for at fortælle om det
At tale om en anden bag vedkommendes ryg er ikke nødvendigvis det samme som sladder.
Måske har en kollega talt ned til dig. En ven har skuffet dig. Din partner har gjort noget, du ikke forstår.
Bagefter bliver oplevelsen ved med at køre rundt i hovedet.
Når du endelig fortæller nogen om den, mærker du en lettelse.
Det kan være en sund form for bearbejdning. At sætte ord på en oplevelse sammen med et menneske, vi føler os trygge ved, kan hjælpe os med at forstå, hvad der skete, føle os mødt og få et andet perspektiv.
Løsningen er derfor ikke nødvendigvis:
“Jeg skal holde op med at tale om andre.”
Men der kan opstå et andet problem.
Når der hele tiden er noget nyt, der skal bearbejdes
Hvis du let bliver påvirket af andre menneskers adfærd, kan der næsten hver dag være noget nyt at fortælle:
“Du skulle lige høre, hvad min kollega sagde.”
“Ved du, hvad min mor gjorde?”
“Jeg blev simpelthen så irriteret på en mand i toget.”
Hver enkelt historie kan være helt forståelig.
Men tilsammen kan de skabe et mønster, hvor meget af kontakten med din partner, familie eller venner kommer til at handle om problemer og mennesker, der har gjort noget forkert.
Det kan være drænende for andre – også mennesker, der elsker dig og gerne vil støtte dig.
Du kan have et reelt behov for at bearbejde noget, og måden, du gør det på, kan samtidig blive belastende for andre.
Dit behov er ikke forkert. Men måske behøver andre mennesker ikke være den eneste måde, du kan få det dækket på.
Bearbejder du – eller holder du oplevelsen i live?
At tale om noget kan hjælpe os med at give slip.
Men nogle gange sker det modsatte.
Du fortæller først din partner om konflikten. Senere fortæller du en ven om den. Så kommer du i tanke om endnu en ting, personen gjorde. Hver gang genbesøger du situationen og mærker vreden igen.
Et meget enkelt spørgsmål kan hjælpe:
Er jeg mindre optaget af oplevelsen efter samtalen – eller mere?
Hvis du føler dig roligere, mere nuanceret eller bedre i stand til at handle, har samtalen sandsynligvis hjulpet.
Hvis du derimod bliver mere ophidset og får lyst til at gennemgå historien igen, kan samtalen være med til at holde oplevelsen i live.
Målet med bearbejdning er ikke, at du skal konkludere, at den anden havde ret.
Målet er, at oplevelsen på et tidspunkt ikke længere behøver så meget af din opmærksomhed.
Skal et andet menneske hjælpe mig med det?
Når noget går dig på, kan du skelne mellem to spørgsmål:
Har jeg brug for at bearbejde det her?
og:
Har jeg brug for, at et andet menneske hjælper mig med det?
Nogle gange er svaret på begge spørgsmål ja.
Andre gange kan du måske selv skrive om oplevelsen, gå en tur, mærke følelserne, undersøge dine tanker eller blot give nervesystemet tid til at falde til ro.
Det handler ikke om at blive så selvtilstrækkelig, at du aldrig har brug for andre. Vi har brug for hinanden.
Men hvis næsten enhver frustration skal igennem et andet menneske, før du kan finde ro, kan det være værd at udvikle flere måder at hjælpe dig selv på.
Når du faktisk har brug for nogen, kan du samtidig tage hensyn til den anden:
“Der skete noget på arbejdet, som jeg har svært ved at slippe. Har du overskud til, at jeg lige vender det med dig?”
Det giver den anden mulighed for at mærke efter – og gør det lettere at støtte dig uden at føle sig fanget i rollen som modtager af frustrationer.
Din indre kritiker lytter med
Der er endnu en grund til at være opmærksom på, hvor meget du kritiserer andre.
Hvis du ofte tænker:
“Hvor pinligt.”
“Han burde virkelig vide bedre.”
“Hvordan kan man dog gøre sådan?”
kan du samtidig komme til at skabe en indre verden, hvor mennesker bliver vurderet hårdt, når de begår fejl eller skiller sig ud.
Og hvad sker der så, når det næste gang er dig, der begår fejlen?
Jo hårdere standarder vi anvender på andre, desto lettere kan de også ramme os selv.
Mere medfølelse med andre handler derfor ikke kun om at være rar. Det kan også skabe mere plads til selv at være et uperfekt menneske.
Fra kritik til noget, du kan bruge
Næste gang du opdager, at du er meget optaget af noget, en anden har gjort, kan du prøve disse spørgsmål:
1. Hvad skete der konkret?
“Hun talte i ti minutter uden at spørge ind til mig” fortæller dig mere end “hun er selvoptaget”.
2. Hvad mærker jeg?
Er du vred, såret, skuffet, misundelig, utryg eller overset?
3. Hvorfor rammer det mig?
Hvad betyder situationen for dig?
4. Er der noget, jeg skal gøre?
Skal du sige fra, tage en samtale eller sætte en grænse?
5. Har jeg brug for at dele det med nogen?
Og hvad ønsker du i så fald fra samtalen – støtte, perspektiv, råd eller bare at blive lyttet til?
6. Har jeg allerede bearbejdet det nok?
Måske er næste skridt ikke endnu en samtale, men at øve dig i at lade oplevelsen være afsluttet.
Du må gerne være kritisk – og du må også give slip
Målet er ikke at blive et menneske, der aldrig dømmer andre.
Nogle gange fortæller din kritik dig noget vigtigt om den anden.
Andre gange fortæller den dig noget vigtigt om dig.
Og sommetider fortæller den dig lidt om jer begge.
Du må gerne blive vred. Du må gerne fortælle nogen om det. Du må gerne ønske støtte.
Samtidig kan du øve dig i ikke at give de mennesker, der irriterer dig, mere plads i dit liv, end de fortjener.
Målet med at bearbejde en oplevelse er trods alt, at du på et tidspunkt ikke længere behøver at bearbejde den.