Følelsen af ikke at være god nok kan dukke op på mange måder.
Måske sammenligner du dig meget med andre. Måske bliver du hård ved dig selv, når du laver fejl. Måske har du svært ved at tage imod kritik, eller føler hele tiden, at du burde gøre lidt mere, være lidt bedre eller have mere styr på dit liv.
For nogle viser det sig som perfektionisme. For andre som overtænkning, usikkerhed eller et stort behov for anerkendelse.
Fælles kan være en underliggende oplevelse af, at ens værdi på en eller anden måde skal fortjenes.
Hvorfor føler jeg mig ikke god nok?
Der findes ikke én forklaring, der gælder for alle.
Men vores syn på os selv udvikles blandt andet gennem de erfaringer, vi gør os med andre mennesker.
Hvis du eksempelvis ofte har oplevet, at anerkendelse fulgte med præstationer, at fejl blev mødt hårdt, eller at det var vigtigt at være nem, dygtig eller ansvarlig, kan du gradvist have lært noget i retning af:
- Jeg er værdifuld, når jeg præsterer.
- Jeg må helst ikke lave fejl.
- Andre skal være tilfredse med mig.
- Jeg skal kunne klare tingene selv.
- Jeg skal gøre mig fortjent til anerkendelse.
Det behøver ikke være noget, nogen direkte har sagt til dig. Sådanne mønstre kan udvikle sig gennem mange små erfaringer over tid.
Følelsen handler ikke nødvendigvis om, hvor god du faktisk er
Det særlige ved følelsen af ikke at være god nok er, at den kan eksistere side om side med meget tydelige tegn på, at man faktisk klarer sig godt.
Du kan være vellidt, dygtig, have et godt arbejde eller mennesker omkring dig, der værdsætter dig – og stadig opleve, at det ikke rigtig synker ind.
Ros kan give ro et øjeblik. En succes kan føles god. Men kort efter dukker det næste spørgsmål måske op:
Hvad skal jeg nu leve op til?
Det er en vigtig forskel. Hvis problemet primært var, at du ikke havde præsteret nok, burde følelsen gradvist forsvinde, efterhånden som du opnåede mere.
Men sådan fungerer det ikke altid.
Man kan ikke nødvendigvis præstere sig til indre tryghed
Hvis følelsen af værdi er blevet tæt knyttet til præstation, kan det virke logisk at forsøge at løse usikkerheden ved at blive endnu bedre.
Du arbejder måske hårdere. Forbereder dig mere. Forsøger at undgå fejl. Holder øje med, hvad andre tænker om dig.
Det kan også virke. Du kan blive dygtigere og få mere anerkendelse.
Men hvis anerkendelsen samtidig er blevet det, der skal fortælle dig, at du er god nok, kan der opstå et problem: Trygheden varer kun, så længe du føler, at du lever op til kravene.
Derfor kan jagten på at være god nok blive vanskelig at afslutte. Målet flytter sig hele tiden.
Perfektionisme kan være mere end høje standarder
Der er ikke nødvendigvis noget problem i at have ambitioner eller gerne ville gøre ting godt.
Men høje standarder kan blive belastende, hvis fejl begynder at føles som noget, der siger noget grundlæggende om dig som menneske.
Så handler en fejl ikke længere bare om:
“Det her gik ikke, som jeg ønskede.”
Den kan hurtigt blive til:
“Jeg burde have gjort det bedre.”
“De andre opdager, at jeg ikke er dygtig nok.”
“Hvorfor kan jeg aldrig finde ud af det?”
På den måde bliver selvkritik en ekstra belastning oven i selve fejlen.
Hvorfor er jeg så hård ved mig selv?
Selvkritik kan umiddelbart ligne det modsatte af omsorg, men den kan også have en funktion.
Hvis du kritiserer dig selv, før andre gør det, kan du måske forsøge at undgå fremtidige fejl. Hvis du presser dig selv hårdt nok, håber en del af dig måske, at du aldrig giver andre en grund til at afvise eller kritisere dig.
Selvkritikken kan derfor være tænkt som en måde at holde dig på rette spor.
Problemet er, at den samtidig kan gøre fejl, usikkerhed og kritik endnu mere truende.
Det kan skabe en cirkel:
- Du er bange for ikke at være god nok.
- Derfor stiller du høje krav til dig selv.
- Du holder øje med fejl og mangler.
- Du opdager naturligvis fejl, fordi alle mennesker laver dem.
- Fejlene bliver bevis på, at du ikke er god nok.
- Derfor presser du dig selv endnu hårdere.
Det, der skulle beskytte dig mod følelsen, kan dermed være med til at holde den i live.
Følelsen kan også vise sig i relationer
Usikkerheden behøver ikke kun handle om arbejde og præstation.
I relationer kan den vise sig som en frygt for ikke at være interessant, attraktiv eller vigtig nok.
Hvis en person, du holder af, virker fjern, kan tankerne hurtigt begynde:
Har jeg gjort noget forkert?
Er personen træt af mig?
Er jeg for meget?
Er jeg ikke vigtig nok?
Hvis du kender den form for tankemylder, kan du også læse Hvorfor overtænker jeg relationer?
Hvad kan jeg gøre ved følelsen af ikke at være god nok?
Der findes ikke nødvendigvis én øvelse, der får følelsen til at forsvinde. Men du kan begynde at ændre dit forhold til den.
1. Opdag hvornår følelsen bliver aktiveret
Læg mærke til de situationer, hvor din indre kritik bliver stærkest.
Er det efter en fejl? Når du sammenligner dig med andre? Når nogen kritiserer dig? Når en person trækker sig? Eller når du ikke præsterer så godt, som du havde håbet?
Det kan hjælpe dig med at opdage, at følelsen varierer med situationen – og derfor ikke nødvendigvis er en objektiv beskrivelse af dig.
2. Læg mærke til dine egne regler
Prøv at lytte efter ord som skal, burde og må ikke.
Måske opdager du regler som:
- Jeg skal altid have styr på tingene.
- Jeg må ikke skuffe andre.
- Jeg burde kunne klare mere.
- Jeg skal gøre det perfekt.
Spørg derefter, om du ville stille de samme krav til et menneske, du holder af.
3. Adskil det, du gør, fra den du er
Du kan lave noget dårligt uden at være dårlig. Du kan fejle uden at være en fiasko. Du kan blive afvist uden at være værdiløs.
Det lyder måske enkelt, men for mennesker med stærk selvkritik bliver handling og identitet let blandet sammen.
4. Øv dig i at kunne rumme fejl
Hvis du altid forsøger at undgå enhver situation, hvor du kan fejle eller blive kritiseret, får du heller ikke mange erfaringer med, at du faktisk kan være okay bagefter.
At kunne lave fejl, tage ansvar for dem og lære af dem uden samtidig at angribe sig selv kan være en vigtig del af at blive mindre styret af følelsen af ikke at være god nok.
Forandring begynder ofte mere stille
Hvis du i mange år har forsøgt at blive god nok ved at stille større krav til dig selv, kan løsningen paradoksalt nok være mindre kamp – ikke mere.
Det betyder ikke, at du skal opgive ambitioner eller holde op med at udvikle dig.
Det betyder, at udvikling ikke behøver begynde med antagelsen om, at der er noget grundlæggende galt med dig.
Forandringen kan begynde med større forståelse for dine mønstre, mere ærlighed over for dig selv og gradvist mindre behov for hele tiden at bevise dit værd.